Udgivet tor d. 9. apr 2020, kl. 00:10

Mens jeg skriver dette, er det onsdag aften i den stille uge. Og selv om det ikke er et tilnavn, ugen har fået i år, kunne man godt komme til at tro det, for det er mere sandt end ellers. Forårssolen stråler i ensom majestæt. Gaderne er næsten tomme, og det giver mening, for der er ikke mange steder at gå hen. Man kan heller ikke gå hen i kirken.

Også den er lukket. Langfredag og påskedag skulle jeg have fejret gudstjeneste sammen med jer, og især påskedag har jeg som sædvanlig grublet længe over. Nu er jeg alligevel kommet i tanke om en anden tekst, nemlig den til anden påskedag, som står hos evangelisten Lukas.

Det er vandringen til Emmaus. En underlig tekst, der foregår efter Jesu opstandelse. To disciple er sammen på vej mod Emmaus. De har hørt kvinderne fortælle om den tomme grav, men tror ikke af den grund, at han er opstået. Nogle disciple har godt nok været ude ved graven og ved selvsyn konstateret, at graven var tom, men de kunne ikke finde Jesus derude, og så er en opstandelse jo ikke det mest nærliggende. Nogen kan også have stjålet liget. Det kunne ligne romerne. De er derfor slukørede over at have mistet deres mester og går og taler om det, der er sket i Jerusalem.

Undervejs møder de en mand, de ikke kender, som slutter sig til dem og spørger interesseret til, hvad de taler om. Og de synes næsten, han er dum at høre på. Ved han virkelig ikke, hvad der er sket? Nej, det gør han ikke. "Hvad da," spørger han. Helt ærligt! Men de forbarmer sig og fortæller ham det hele. Om indtoget i Jerusalem til folkets hyldest palmesøndag. Om det sidste måltid skærtorsdag. Korsfæstelsen langfredag. Og endelig om de overstadige, men frygtsomme kvinder, der var løbet dem i møde påskemorgen efter at have set den tomme grav. Og vi var der - vi så det alt sammen ske, har de vel sagt.

Da den fremmede mand havde hørt deres fortælling, gav han sig til at udlægge nogle tekster fra Det Gamle Testamente om Frelserens død og opstandelse for dem. De har nok ikke hørt alt for godt efter. De var jo i sorg - og når man er opfyldt af det forgangne, er det svært at fastholde interessen for det, der skal komme.

Alligevel syntes de, at de måtte byde ham på en bid brød, da de nærmede sig Emmaus. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.

Og det gik op for dem, at det var Frelseren, deres mester og ven, de havde vandret med - at han havde udlagt skrifternes ord om sig selv for dem, uden at de havde genkendt ham.

Han havde været hos dem hele tiden, mens de havde sørget over hans død.

Også i denne tid er der jo meget at sørge over. Man kan have mistet en, man havde kær, eller måske kender man nogen, der har. Den ensomhed, vi i bedste mening udsætter hinanden for, kan være til at græde over. Og den usikkerhed, vi har foran os, kan virke ubærlig.

Ligesom disciplene i evangeliet til anden påskedag går vi på ubetrådt land. Som disciplene forlod Jerusalem, har vi forladt den hverdag, vi kender og holder af, og ligesom dem ved vi ikke, hvad der venter os.

Hvordan bliver vores liv fremover?

Det bekymrer os. Og vi kan ikke engang gå hen i kirken med det.

Og dog - det kan vi måske alligevel. For i evangeliet til anden påskedag hører vi jo, at da disciplene ligesom os var opfyldt af det, der var sket, men ikke kunne gå hen og sige det til deres mester og ven, som de troede død, kom han som en fremmed og slog følge med dem.

Mens de gik, bad han dem fortælle om alt det, der gik dem på. »Hvad da?« spurgte han - og lagde ører til deres sorg, usikkerhed og frygt.

Og det er evangeliets trøst til os i denne tid, hvor vi ikke kan gå derhen, hvor vi plejer at møde vores Gud, og hvor han er så let at kende for os, som han står med åbne arme foran det ny Jerusalem på Esben Hanefelts maleri: at også, når vi ikke genkender ham, er han med os på vores egen vej mod Emmaus – på ubetrådt land.

Også, når vi ikke genkender ham, når vi ser ham som en fremmed, der ikke kommer os ved, går han ved vor side, når vi folder vores hænder for at lette det tunge hjerte med et suk.

”Hvad da,” spørger han så.

”Hvad da?”

(Billede: "Kristus i Emmaus" Michael Anker, Ribe kunstmuseum)

Kategorier Aktuelt