Udgivet af Laura Winther Møller, søn d. 27. dec 2020, kl. 10:43

Kære sognebørn

I dag, julesøndag, skulle vi have fejret gudstjeneste sammen i Vesterkær Kirke.

Gudstjenesten har vi på biskoppernes anbefaling aflyst på grund af COVID-19-situationen, og dermed er der jo meget, vi ikke får med os: hinandens fællesskab i det store, højloftede Guds hus. Orgelets brus og salmesangens mange stemmer. Og Herrens velsignelse - blandt andet. Men den prædiken, jeg ville have holdt, kan I få her i let redigeret form.

Søndagens bibeltekster, som man af gode grunde ikke som i gudstjenesten lige har hørt forinden, kan det være en god idé at læse først. De kan findes her: 

https://www.bibelselskabet.dk/julesoendag-fra-foerste-raekke.

Glædelig julesøndag - og god læselyst til dem, der vover sig ud i det!

Isak Krab Koed

Sognepræst i Vesterkær Sogn 


Prædiken

Et barn er altså født os, en søn er givet os, ligesom profeten Esajas spåede. Og hvad så, kan man spørge? Hvad er det for et barn – og hvad skal vi med det? Og selv om det er et lidt utålmodigt spørgsmål på et tidspunkt, hvor vi trods alt kun lige har fået ham født – vi spørger jo heller ikke, hvad vore egne sønner og døtre skal blive til, mens de endnu ligger i vuggen og pludrer – så er det også et grundlæggende godt spørgsmål. 

     Og gode spørgsmål skal man jo ikke kimse ad, men tage alvorligt – ikke mindst, fordi det ikke er uden omkostninger at være kristen, hvad enten man som her i landet først og fremmest må leve med smitterisikoen ved at vove sig ud af sin trygge hule og gå til gudstjeneste (når man da har mulighed for dét), eller man som så mange andre steder i verden også må leve med risikoen i at blive forfulgt for sin tro. Derfor vil vi i dag forfølge det gode spørgsmål: Et barn er født os, og hvad så? Hvad er det for et barn?

     Og for den, der læser grundigt efter i de tekster, vi skulle have hørt i dag, er der faktisk ikke bare et, men to svar at finde. To svar, som hver for sig er klar tale, men som til gengæld er ganske gådefulde tilsammen. Først skulle vi jo have hørt i profeten Esajas’ bog, at det ganske vist er et barn, men ikke et almindeligt barn – for ”det var ikke et sendebud eller en engel, men ham selv, der frelste dem.” Det barn, der er født os, er altså et ganske særligt barn, et guddommeligt barn, og ikke bare dét, barnet er Gud selv, Gud er selv barnet. Det er det ene svar, klart og umisforståeligt.

     Læser vi apostlen Paulus’ brev til galaterne, som vi skulle have hørt bagefter, får vi imidlertid også et andet. Hvad er det for et barn, Paulus? Spørger vi, og Paulus svarer: Det er “født af en kvinde, født under loven.” Det er med andre ord et ganske almindeligt barn; et menneskebarn, der er født, sådan som menneskebørn nu engang fødes, og som livets lov gælder for, akkurat som den gælder for os andre. Det er det andet svar, og det er ligeså klart og umisforståeligt som det første.

     Når vi alligevel må finde det hele ganske gådefuldt, skyldes det altså kun, at vi får begge svar at høre, og at det er vanskeligt for os at se, hvordan de begge kan være sande på én gang.

     Og måske er gåden simpelthen uløselig – men lad os nu håbe på et julemirakel og som et tredje forsøg på at løse den tage evangeliet ifølge Lukas til julesøndag i betragtning. 

     Hvad dét siger om, hvad det er for et barn, der er født os, er ved første øjekast ganske klart: Evangelisten Lukas er på linje med profeten Esajas og fortæller os, at dette barn er noget ganske særligt. Hvordan skulle man ellers forstå de rørstrømske ord, som Simeon og den gamle profetinde Anna overstrør barnet med, da den lille familie viser sig i templet? Ja, jeg tror virkelig ikke, at de kan forstås anderledes. Her er der så bare det men, at søndagsevangelierne kun er ganske små tekststykker, bidder af et større hele. Og hvis vi er nysgerrige og spørger os selv, hvad den lille familie mon havde for i templet, går vi forgæves i evangeliet til i dag – men ikke i Lukasevangeliet som sådan, hvor svaret står i versene netop før de vers, vi skulle have hørt fra prædikestolen:

     ”Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.”

     Familien er altså i templet, fordi det er, hvad loven – Moseloven, som er, hvad jøderne Josef og Maria har at forholde sig til – foreskriver, at man gør med sit førstefødte barn: overgiver det til Gud og bærer et takkeoffer frem for ham. Familien gør med barnet, som alle almindelige familier gør med deres almindelige børn. Så er evangeliet altså også gådefuldt: På den ene side forkynder det ved forældrenes måde at gebærde sig på, at det barn, som er født os, er et helt almindeligt barn. På den anden side forkynder det ved Simeons og Annas lovsang, at det er et ganske særligt barn – et frelserbarn; et barn, der skal blive et lys for alle hedninger. Og for at det ikke skal være løgn, hører vi sluttelig igen, at barnet er helt almindeligt: ”Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa.”

     Og tænker vi tilbage til juledag, er det i grunden også, hvad vi år efter år har hørt ved den lejlighed. Det barn, der blev født os, var på den ene side barn af helt almindelige forældre, der måtte følge loven som alle andre og drage op for at lade sig skrive i mandtal, da kejseren befalede det; et helt almindeligt barn, der kom til verden under nærmest overdrevent almindelige omstændigheder i en krybbe – det vil jo sige et fodertrug – i en stald, fordi det lige var der, man havde plads.  Men på den anden side var det et ganske særligt barn; så særligt, at en himmelsk hærskare af engle fandt anledning til at lovprise Gud for, at han havde ladet barnet føde. Eller sagt med H.C. Andersen: Barn Jesus i en krybbe lå – men stjernen over huset stod.

     Spørger vi om barnet, hvad det er for et barn, synes gåden at være det svar, vi får – hver gang på en ny måde, hver gang den samme: Barnet er Gud. Barnet er mand. Barnet er på én gang Gud og menneske. Men hvad så – hvad skal vi med det gådefulde barn? Hvad skal den gåde gøre godt for? Er også dét en gåde?

     Og havde vi nu ikke kunnet besvare det spørgsmål med andet end ja, så havde det også været en gåde, hvad vi ville være gået i kirke for på denne julesøndag, hvis vi havde kunnet  – hvorfor der i det hele taget er en kristen kirke her mere end to tusinde år efter, at et barn blev født os. Men netop her findes evangeliet i dagens evangelium. For det glædelige budskab er, at den uløselige gåde om det lille barn netop er løsningen, forløsningen, ja: frelsen for os. Havde det lille barn, der blev født os julenat, kun været et helt almindeligt barn, så havde dets fødsel stadig været en glædelig begivenhed, men det havde været en familiebegivenhed, som ikke angik andre end dets nærmeste – ikke noget at bygge en kirke på. Havde det lille barn derimod kun været et ganske særligt barn, så kunne vi nok have bygget en kirke på dets fødsel, for man kan sagtens bygge kirker på frygt og benovelse over guders store magt og vælde, hvor man så kan konkurrere om, hvem der kan præstere den mest overbevisende underkastelse. Det er set før. Men dets fødsel havde ikke været et glædeligt budskab, for hvad glædeligt er der egentlig ved flere magthavere, vi frygtsomt må underkaste os? Dem er der vist mange, som i forvejen har nok af.

     Men fordi det barn er Gud, fordi Gud selv er barnet, fordi det barn på én gang er Gud og menneske, på én gang noget ganske særligt og helt almindeligt, så har fortællingen om dets fødsel glædesbud til hele folket. For så har vi en Gud, der er som os, og som derfor er med os alle dage indtil verdens ende i vore helt almindelige liv. Og når vi har en Gud, der er med os alle dage indtil verdens ende, hvad har vi så at frygte for? Selv verdens ende kan vi da gå frygtløst i møde. Fordi Gud blev et barn som os, kan vi også være børn for Gud.

     Det barn, som er født os, er en gåde. Og hvad så? Det barn er et frelserbarn, fordi det er en gåde.


Og for den gåde siger vi: 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 

Amen. 

Kategorier Aktuelt