Onsdag d. 1. januar 2020, Kl. 16:00 til kl. 17:00

"Duoen Margrete Grarup & Michael Sunding løfter Poul Henningsens viser ind i 2019, i anledning af hans 125 års fødselsdag. Det er “PH PÅ NY”.

Disse tilbagemeldinger fra henholdsvis en tilhører, en anmelder og en arrangør beskriver rammende den koncertoplevelse, der venter publikum: ”Den evige kamp mellem desperation og håb, mellem troskab og angsten for at miste og mellem fordomsfuldhed og tolerance. Disse helt basale spørgsmål i ethvert menneskes liv, får Margrete Grarup og Michael Sunding formidlet på en måde, som går lige i hjertet en inderlighed og et intenst nærvær, der får nakkehårene til at rejse sig og bringer publikums egne følelser op i halsen og ud i øjenkrogene. Samspillet mellem de to kunstnere på scenen er unikt – vi fornemmer, at de mærker hinanden i ekstrem grad. Og vi kan mærke dem.”
(Thomas Halfdan Breck (BA Musikvidenskab)

”Arrangementerne er originale og kaster i mange tilfælde nyt lys på Poul Henningsens lyrik. Man vil således tage sig selv i virkelig at lytte til tekster, man ellers kender udenad. Det er en fornøjelse at høre dem tage livtag med PH-viserne, og Bluesnews.dk vil ikke tøve med at anbefale PH på ny - også til enhver bluesfan med et åbent sind.”
(Bluesnews.dk)

” Margrete Grarups stemme kan noget helt specielt. Den er intensiv, insisterende og med en farvepalet i mange smukke nuancer. Michael Sundings klaverspil er elegant, dynamisk og med en fin fornemmelse for frasering. Tonaliteter, harmoniseringer og begavede og overraskende rytmiske fraseringer stod skarpt...en virkelig gennemarbejdet fornyelse. PH blev født på ny, og vi nød det til fulde!”
(Henrik Thorngaard, Folkekirkens Hus)

Besætningen er helt klassisk, klaver og vokaler, og duoen fører de gamle viser frem til nutiden med kærlige smil, følsomhed og finesse. Det er umiskendeligt PH, men PH på en ny måde, med både overraskelser og genkendelsens glæde. Frisket op så det kan nå både nye og gamle ører og måske skabe nye (om)tanker hos tilhørerne. For selv om lyrikken har en del år på bagen, er PH’s ord om humanisme, ligestilling, det smukke men skrøbelige liv – og ikke mindst nødvendigheden af at sige tidsånden midt imod – lige så aktuelle i dag som dengang. Margrete Grarup (vokal) har blandt meget andet 2 DMA nomineringer med sig – bl.a. for bedste vokal for albummet “Walk with me”, samarbejde med Kaare Norge og stor turnéefterspørgsel med bandet Grarup Allstars. Hun underviser i sang på Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg og er en efterspurgt solist, når det skal være særligt intenst, ærligt og swingende. “A wonderfully rich and expressive voice...a star” som Chris Mosey, All about Jazz skriver. Michael Sunding (klaver, vokal, kalimba) har tidligere fornyet nationalt arvegods med de anmelderroste udgivelser ”The Melodies of Carl Nielsen” og ”The Melodies of Nordic Christmas”, duo med Mads Vinding. Begge Ugens Album på DR P8 Jazz. ”Sådan kan man lege med nationalarven – hvis man er begavet nok”, hedder det i medierne, der drager paralleller til Jan Johanssons Jazz på svenska. Desuden bl.a. solokoncerter, langvarige samarbejder med Etta Cameron, Billy Cross, Kenn Lending og turnéer med Dr. Hook.

Medvirkende
Margrete Grarup og Michael Sunding
Sted
Skydebanevej 2, 9000 Aalborg, Danmark